Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

MATERIALER

VORES MATERIALEVALG

Hos LAURIE er lang levetid altafgørende. Vi stiler efter at skabe klædeskabsfavoritter, og når du først har kastet din kærlighed på en bestemt t-shirt eller et par bestemte bukser, synes vi ikke, at den kærlighed skal falme. Hvert eneste af vores materialer udvælges derfor med den største omhu, ligesom vi altid spejder efter de tekstiler på markedet, som er fremstillet med mest mulig omtanke for både mennesker og miljø.

Der findes en række materialer, som vi elsker at arbejde med grundet deres særlige kvalitet og komfort. Bliv klogere på dem her på siden.

ØKOLOGISK BOMULD

I dag kommer næsten 50% af verdens tekstilproduktion fra de konventionelle bomuldsplantager i særligt Kina, Indien, Pakistan, Brasilien og USA. Bomuld er et skønt og slidstærkt materiale, som huden let kan ånde i. Vi må bare ikke glemme, at den omfangsrige produktion har både menneskelige og miljømæssige konsekvenser.

Faktisk kommer hele 25% af verdens samlede pesticidforbrug fra konventionelt dyrket bomuld. Det indebærer en alvorlig trussel mod det grundvand, som forsyner mange af verdens fattigste produktionslande med vand. Derudover sætter det sjældne, naturlige levesteder under pres[1]. På verdensplan er det i dag under 1% af den samlede bomuldsproduktion, som er økologisk[2]. For at kunne klassificere bomuld som økologisk skal følgende krav overholdes:

• Der må ikke bruges pesticider, insekticider eller løvfældningsmidler
• Der må ikke bruges kunstgødning
• Der må ikke bruges genmodificering (GMO)

Hos LAURIE bruger vi udelukkende bomuld, som er økologisk dyrket. Det er ikke godt nok, at den slags bomuld udgør under 5% af verdens samlede bomuldsproduktion. Selvom LAURIE kun er en dråbe i de tekstile verdenshave, tager vi vores ansvar meget alvorligt. Vi gør det for bomuldsbøndernes skyld. Vi gør det for naturens og alle levende væseners skyld. Og vi gør det for din skyld.

Fremstillingen af økologisk bomuld begyndte omkring 1990, men bomuldens historie går meget længere tilbage. Der er videnskabsmænd, som har fundet stykker af bomuldsbolde og bomuldstøj i mexicanske grotter, som er mindst 7000 år gamle. Det var arabiske købmænd, som introducerede bomuldstøj i Europa omkring år 800 e. Kr., og omkring år 1500 e. Kr. var bomulden kendt i hele verden. Det mest banebrydende skete dog først i 1720, da man i England opfandt dét, der for alvor satte skub i produktionen: Bomuldsmaskinen.

Når du køber bomuldstøj hos LAURIE, kan du være sikker på, at det stammer fra økologisk dyrkede bomuldsplantager, hvor der værnes om både mennesker og miljø.

[1] 3. Tekstilproduktionskæden, Miljøstyrelsen (mst.dk)

[2] Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 3/2006 – UMIPTEX - Miljøvurdering af tekstiler – Bilag 1: En T-shirt af 100% bomuld (mst.dk)

LENZING™ ECOVERO™ VISKOSE

Du kender helt sikkert viskose, ligesom du nok kender den behagelige fornemmelse mod huden, som dette materiale giver. Det er blødt, smidigt og åndbart, og så giver det et utroligt smukt og feminint fald. Populariteten er med andre ord opstået af en grund. 

LENZING™ ECOVERO™ produceres af østrigske Lenzing. Materialet laves af fornybare træfibre, som omdannes til tekstilfibre ved brug af langt mindre vand og energi, end konventionelt dyrket viskose behøver. LENZING™ ECOVERO™-viskosefibrene er certificeret med EU-Blomsten, hvilket betyder, at høje miljøstandarder opfyldes gennem hele livscyklussen – fra råstofudvinding til produktion, distribution og bortskaffelse. Derudover har Lenzing dokumenteret, at fremstillingen af LENZING™ ECOVERO™-viskosefibrene sker med op mod 50 % mindre vand og energi, end det er tilfældet med konventionelt fremstillet viskose[1].

Et særligt system gør det muligt at identificere LENZING™ ECOVERO™-viskosefibrene i slutproduktet, selv efter lange processer i tekstilproduktionen og forvandlingen i værdikæden. Når du køber tøj mærket med LENZING™ ECOVERO™ på skiltet, kan du derfor være 100 % sikker på, hvor den bæredygtige viskose stammer fra.

Hos LAURIE udgør viskosetypen LENZING™ ECOVERO™ 100 % af vores samlede viskoseforbrug. Træer er uvurderligt vigtige for vores klima, og vi er derfor stolte af, at vores viskosetøj udelukkende fremstilles af fibre fra skove, som genplantes. Eller sagt med andre ord: Fra skovbrug, som er FSC®- eller PEFC™-certificeret.

Når du køber tøj fremstillet af LENZING™ ECOVERO™-viskose hos LAURIE, er du med til at tage hensyn til naturens ressourcer, samtidig med at du forkæler din hud med den blødeste fornemmelse.

[1] Branded Viscose Fibers with Lower Environmental Impact | LENZING™ ECOVERO™

TENCEL™ LYOCELL

Kender du TENCEL™? Hvis du ikke har hørt om TENCEL™, har du muligvis hørt om Lyocell? Der er i virkeligheden tale om identiske materialer, men navnet TENCEL™ må kun bruges, når det kommer fra den østrigske producent Lenzing, som er længst fremme inden for miljømæssigt forsvarlige produktionsmetoder.

Hos LAURIE er vi ellevilde med dette forholdsvis ukendte materiale, og du finder det derfor i et bredt udvalg af vores kollektioner. Det gør du, da rækken af positive egenskaber virker endeløs!

TENCEL™ Lyocell føles glat og blankt som silke, køligt og behageligt som hør, stærkt som polyester, og så er det lige så let at vaske som akryl.

Derudover kan det opsuge mere fugt end bomuld, så du undgår at komme til at føle dig svedig, og når du først har kastet din kærlighed på et stykke TENCEL™ Lyocell, kan I indgå et langt og lykkeligt forhold. TENCEL™ Lyocell taber nemlig ikke farven. Ikke efter 10 vaske, ikke efter 20 vaske, ikke efter 30 vaske.

Råmaterialet er Lyocell, som består af 100% ren cellulose. TENCEL™ Lyocell er en fiber, der stammer fra naturen, men som fremstilles kunstigt gennem moderne teknologi. Det er primært eukalyptustræet, som udgør grundlaget for fiberproduktionen af TENCEL™ Lyocell. Eukalyptustræet er et meget hurtigvoksende træ, som ikke kræver kunstvanding, og som samtidig giver et meget stort udbytte. Det medfører selvsagt mange miljømæssige fordele, og træet kan tilmed dyrkes i områder, hvor det ellers er svært at dyrke noget, og hvor hverken fødevarer eller bomuld kan vokse.

Fremstillingen af TENCEL™ Lyocell sker i et lukket system, og man kan genbruge næsten 100% af de brugte kemikalier og det brugte vand. Mængden af spild fra processen er meget lille, og i slutfasen af TENCEL™ Lyocell-produktets livscyklus kan fiberen desuden genbruges, ligesom
99 % af fiberen er biologisk nedbrydelig[1].

Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med TENCEL™ Lyocell, opfordrer vi dig på det kraftigste til at komme i kontakt med det fascinerende materiale.

[1] TENCEL™ Fibers Story: Lyocell and Modal | Natural Cellulosic Fibers

POLYESTER

Polyester er et syntetisk materiale og et plastikprodukt, der ofte anvendes i tøjproduktion.

Mens polyester har visse fordele såsom lang holdbarhed og god farveægthed, har det også alvorlige ulemper i form af udledning af mikroplastik, forurening, og så er det ikke mindst svært nedbrydeligt.

For at minimere vores miljøpåvirkning har vi hos LAURIE over tid reduceret vores brug af polyester. Vi har, hvor det er muligt, erstattet materialet med økologisk bomuld og LENZING™ ECOVERO™ viskose. Selvom vi erkender, at polyester stadig er uundværligt i visse tilfælde, arbejder vi kontinuerligt på at reducere vores afhængighed af dette materiale.

Hvorfor bruger I så ikke bare recycled polyester?

– Fristes nogen måske til at spørge.

Recycled polyester er som oftest lavet af smeltede plastikflasker.

En plastikflaske kan genanvendes fem til seks gange[1], mens en t-shirt i recycled polyester er svær at genanvende som tekstilfiber. Det skyldes, at polyester ofte anvendes i kombination med andre materialer såsom elastan, og industrien mangler fortsat teknologi, der i stor skala kan adskille de forskellige materialer.

Derfor er vores holdning, at det plastik fra genbrugsflasker, der bruges til at fremstille genanvendt
polyester, tjener et bedre formål ved at forblive plastikflasker. 

[1] Why fast fashion 'recycling' is not saving the planet (fashionunited.com)

POLYAMID

Ligesom polyester er polyamid en syntetisk fiber og et plastikprodukt. Polyamid, der også går under betegnelsen nylon, blev oprindeligt brugt i forbindelse med udviklingen af nylonstrømper.

Polyamid er et slidstærkt, elastisk, blødt og let materiale, der i dag anvendes i tekstiler.

Hos LAURIE bruger vi kun polyamid i kombination med andre materialer. Vi blander en lille procentdel polyamid med vores naturlige materialer såsom økologisk bomuld eller LENZING™ ECOVERO™ viskose grundet polyamidfibrenes styrke, der kan være med til at sikre holdbarheden af vores tøj.

KVALITETER & FIBRE

VI STRÆBER EFTER

• Økologisk bomuld
• LENZING™ ECOVERO™ viskose
• TENCEL™ Lyocell
• TENCEL™ Modal
• Livaeci by Birla Cellulose
• Recycled Polyester
• RefibraTM
• Peace Silk
• Organic linen
• Wool RWS-certified
• Alpaca RAS-certified

VI ACCEPTERER

• Polyester (in blends)
• Polyamide (in blends)
• Linen
• Elastane
• Silk
• Recycled Wool
• Hemp
• Ramie

VI PRØVER AT UNDGÅ

• Cashmere
• Acetate
• Mohair

VI BRUGER IKKE

• Leather
• Nappa
• Suede
• Angora
• Fur
• Down
• Viscose
• Conventional cotton
• Regenerative cotton
• Recycled cotton